Ny kommunikationschef hos rederne
Danmarks Rederiforening har pr. 1. februar ansat Kim Ege Møller som ny kommunikationschef. Han kommer fra en stilling som chef for corporate communication-afdelingen i Mannov. Han afløser Sofie Rud, som stoppede 1. november 2014.
”Jeg er meget tilfreds med at have fået Kim Ege Møller om bord som kommunikationschef. Jeg er sikker på, at Kim med sin store erfaring og dygtighed, sammen med resten af kommunikationsafdelingen, kan bidrage til at skabe endnu større synlighed omkring Det Blå Danmark og skibsfartens store betydning for det danske og internationale samfund,” siger adm. direktør i Rederiforeningen, Anne H. Steffensen.
Kim Ege Møller, der er uddannet journalist, er 42 år og har de seneste 15 år arbejdet med strategisk kommunikation, intern kommunikation og PR. De seneste små fire år har han været chefkonsulent i kommunikationsbureaet Mannov.
Kim Ege Møller har desuden en fortid som reporter på blandt andet TV2 og TV3 samt journalist på dagbladet B.T. Kim Ege Møller blogger også på dagbladet Børsen.
Kim Ege Møller indtræder som en del af ledelsen i Danmarks Rederiforening.
Kilde: Danmarks Rederiforening