Ny fiskeriaftale for Østersøen
Der er masser af udfordringer for de Bornholmske Fiskere. Sælerne tager sin del af fangsten, og fra næste år skal de også på visse områder slås med mindre kvoter. Fiskere kan se frem til mindre torskekvoter i Østersøen i 2015, mens sildekvoterne vokser.
”Vi har opnået et rigtigt flot resultat. Efter intense forhandlinger har vi landet en aftale, som de danske fiskere kan være godt tilfredse med. Torskekvoterne er reduceret mindre end frygtet, og der bliver flere sild til de danske fiskere, som også beholder deres havdage på niveau med i år,” siger fødevareminister Dan Jørgensen.
For de danske fiskere betyder aftalen konkret, at de må fiske lidt mindre torsk i både den vestlige og den østlige Østersø. Kvoterne for sild i den vestlige og den centrale Østersø sættes væsentligt op, mens kvoten for rødspætte er uændret.
”Det lykkes, at lande en bæredygtig aftale, der går på to ben. Aftalen
gør det muligt fortsat at have et bæredygtigt fiskeri i Østersøen, samtidig med, at vi skaber vækst og arbejdspladser i Vandkants Danmark,” siger fødevareminister Dan Jørgensen.
Med henblik på at afbøde virkningerne af det russiske importforbud for visse fiskeriprodukter er der ydermere taget beslutning om at øge muligheden for overførsel af uudnyttede kvoter for en række bestande fra 2014 til 2015 fra 10 til 25 procent.
Fakta om fiskeriaftalen for Østersøen 2015
Det vil forsat være muligt at afskrive bifangster af sild i brislingefiskeri på nu op til 9 procent i Østersøen.
Torskekvoten nedsættes med 6 procent i vestlige Østersø og med 22 procent for TAC i den østlige Østersø.
Laksekvoten reduceres med 10 procent.
Rødspættekvoten bliver på det nuværende niveau.
Sildekvoten øges i den østlige Østersø med 45 procent og i den vestlige Østersø med 12 procent.
Brislingekvoten nedsættes med 11 procent i hele Østersøen.
Kilde: Fødevareministeriet