Ny brand om bord på Zim Kingston
Containerskibet Zim Kingston, der tabte mere end 100 containere under en storm ved indsejlingen til Juan de Fuca Strædet, og efterfølgende blev ramt af brand i en række containere, er på ny blevet ramt af en brand.
Containerskibet befinder sig nu i Port of Nanaimo, tæt på den canadiske by Vancouver. Her er bjærgningsmandskab i gang med at fjerne de brandskadede og ødelagte containere fra skibet.
Arbejdet skrider meget langsomt frem, da hver eneste container der fjernes skal undersøges og vurderes grundigt inden den sættes i land.
På trods af den store forsigtighed, udbrød der onsdag brand i flere containere om bord, et helt andet sted end der hvor den første brand ramte.
Det tog bjærgningsmandskabet og tilkaldte brandfolk halvanden time af slukke den nye brand. Årsagen til branden er ukendt, men undersøges.
Når alle de brandskadede og ødelagt containere er fjernet fra skibet, vil det blive flyttet til en anden havn hvor de intakte containere vil blive losset.
Redaktionen