Ny bestyrer på Aalborg Sømandshjem
Den 1. februar 2012 tiltræder Bo Kikkenborg Larsen som ny bestyrer på Aalborg Sømandshjem. Han afløser Jan Jensen. Bo Kikkenborg Larsen er 40 år, gift med Solveig og har fire børn. Familien bor i Sønderholm ved Aalborg.
Bo Kikkenborg Larsen er uddannet revisor og har i de seneste otte år drevet selvstændig virksomhed sammen med to aktive medejere og tre passive aktionærer. Han har arbejdet med ledelse, salg, produktion, planlægning og økonomistyring. Han kommer fra en stilling som salgs- og økonomidirektør ved Danish Crane Building A/S, Nibe
I fritiden er Bo Kikkenborg Larsen engageret i folkekirken, hvor han har været aktiv i menighedsrådsarbejdet og nu er medlem af provstiudvalget. Han kommer i missionshuset, Bethesda, i Aalborg.
Han glæder sig til det nye arbejde som bestyrer på Aalborg Sømandshjem.
"Jeg vil gøre en indsats for at få flere hotelgæster, og at de får en god oplevelse på sømandshjemmet," siger Bo Kikkenborg Larsen.
Han håber, at Aalborg Sømandshjem kan være med til at støtte Indenlandsk Sømandsmissions forskellige projekter i Danmark.
Kilde: Sømandsmissionen