Norröna skal ombygges på Fayard
Smyril Lines store færge Norröna, der sejler rutefart mellem Danmark og Færøerne, skal fra slutningen af året gennemgå en større ombygning og modernisering på Fayard. Den 17 år gamle færge får bl.a. tilføjet 50 ekstra kahytter og en ny panoramacafe.
”Tiden har ændret sig meget på de 17 år der er gået siden Norröna blev leveret”, siger Rúni Vang Poulsen, CEO i Smyril Line, til det færøske nyhedsmedie portal.fo.
”Kunderne efterspurgte andre ting dengang, og det er vigtigt at følge de nye trends og behov kunderne har i dag”, siger Rúni Vang Poulsen.
Ud over panoramacafeen og de 50 nye kahytter, udstyres færgen bl.a. med nye opholdsarealer for de rejsende.
Der er ikke sket de store ændringer om bord siden Norröna blev leveret i april 2003, hvor der var en del kritik af at færgen var alt for stor.
Den kritik er dog forstummet her over årene.
Planen er, at Norröna skal ankomme til Fayard den 19. december, og forblive i dok frem til den 4. marts næste år. To dage efter stævner den ud på sin første sejlads til Torshavn i sin nye skikkelse.
Kilde: portal.fo