Nordic Shipholding godt fra start i 2015
Det børsnoterede rederi Nordic Shipholding er kommet godt fra start i 2015. Nettooverskuddet i 1. kvartal blev på 2,7 millioner dollar, mod et underskud på 1,1 millioner dollar i samme kvartal sidste år.
Rederiet, der har den tidligere Mærsk-direktør Knud Pontoppidan i spidsen som bestyrelsesformand, kunne notere en fremgang i driftsresultatet (EBITDA) på 4 millioner dollar – fra 1,2 millioner i 1. kvartal 2014 til nu 5,2 millioner dollar.
Rederiet fastholder forventningerne om et nettoresultat på mellem 3 og 6 millioner dollar på årsbasis, samt et driftsresultat (EBITDA) på mellem 13 og 16 millioner dollar.
Kilde: Nordic Shipholding