Norden ramt i ukrainsk svindelsag
En havneagent i Ukraine har tilsyneladende svindlet en række rederier, herunder danske Norden, for flere hundrede tusind dollar. Svindlet er tilsyneladende sket ved at forfalske fakturaer fra et ukrainsk towageselskab.
Norden blev opmærksom på svindlen i sidste uge, da det blev kontaktet af det ukrainske towageselskab Urkfleet-Service, skriver ShippingWatch. Norden mener sig i alt snydt for 85.000 dollar.
“Der er lavet nogle falske invoices, og det har vi ret gode beviser på,” siger tørlastchef i Norden Christian Vinther Christensen til mediet.
Havneagenten har angiveligt bl.a. forfalsket regningerne fra Urkfleet-Service ved at øge beløbet med mellem 15 og 50 pct.
Norden har omkring 12-13 havnekald i Ukraine hver måned og står for at transportere over 50 pct. af landets importerede tørlastmængder.
Rederiet ser med stor alvor på svindlen, der ifølge Urkfleet-Service har stået på gennem mere end to år og ramt rederier fra hele verden.
Kilde: ShippingWatch/Finans.