Norden blander sig med de store drenge
Med virkning fra det nye år flytter det danske rederi Norden indeks på Nasdaq børsen. Rederiets aktier er indtil nu indgået i Mid Cap index, men flyttes den 2. januar til Large Cap index, der kræver en markedsværdi på mindst 1 milliard euro.
Flytningen kommer efter et år, hvor såvel rederiets tørlastskibe som tankskibe har sejlet en meget stor indtjening hjem til selskabet, og dermed i sidste ende selskabets aktionærer – der har kunne glæde sig over såvel rundhåndede udbytter som stigende kursværdi på aktierne.
I årets tre første kvartaler har Norden sejlet et samlet resultat ind på 539 mio. dollar, svarende til en indtjening pr. aktie på 107 kr. og en egenkapitalforrentning på 58 pct.
Rederiet forventer et resultat for året på mellem 650-730 mio. dollar, der blev meldt ud i starten af oktober. Det stærke tankmarked har betydet, at Norden har øget forventningerne fem gange i år.
Redaktionen