Nepal etablerer eget skibsregister
Omgivet af høje bjerge til alle sider, er Nepal nok ikke det mest oplagte land at indregistrere et skib. Men sådan ser den nepalesiske premierminister Khadga Prasad Sharma Oli ikke på sagen. Han har netop åbnet et kontor i Ekantakuna, lidt syd for hovedstaden Katmandu, der rummer et nyt skibsregister og et statsrederi.
Premierministeren har ifølge Splash247en vision om, at der inden længe vil sejle skibe under nepalesisk flag i Stillehavet og Det Indiske Ocean. Skibene har dog ikke mulighed for at anløbe nepalesisk havn. Bjergriget råder over flere store floder, men ingen af dem har adgang til havet.
Nepal er dog ikke det første land uden adgang til havet der driver skibsfart. Mongoliet tilbyder f.eks. sit flag på yderst favorable vilkår, mens Schweiz er hjemsted for verdens næststørste containerrederi MSC.
I den mere kuriøse ende har Bolivias flåde fortsat kontorer i alle større bolivianske byer, selv om landet mistede sin adgang til havet i en krig med Chile for 140 år siden.
Redaktionen