Nedbringelse af forurening til søs
Søfartsstyrelsen deltager i et europæisk netværk om forskning og udvikling af maritime teknologier - ERA NET Martec. Som led i netværkets arbejde, er der nu åbnet et pilotudbud med deltagelse af netværkets medlemslande.
Dansk deltagelse i udbuddet må tage udgangspunkt i Søfartsstyrelsens arbejde med en maritim forsknings- udviklings- og innovationsstrategi, hvor visionen er:
Nedbringelse af emissioner fra transport med skib ved udvikling af miljø- og energieffektive maritime teknologier og systemer.
Strategien arbejder med 4 deltemaer:
¬- Energieffektive energianlæg for skibe, herunder udvikling af eksisterende teknologier, anvendelse af naturgas og brændselsceller m.v.
- Effektiv og optimeret fremdrift af skibe, herunder skrogformer, propellere og skrogmaling. - Effektiv operation og vedligehold af skibe.
- Optimerede transportkæder.
Netværket er finansieret af EU's rammeprogram for teknologisk forskning og udvikling. Målet med arbejdet er at etablere et permanent netværk med fokus på udvikling af maritime teknologier gennem transnationale udbud af maritime teknologiprogrammer. Udbuddene vil typisk være mindre end udbud under EU's rammeprogrammer for teknologisk forskning og udvikling og have mulighed for udvikling af mere nationalt orienterede styrkepositioner.
Deltagerne i netværket er institutioner, der finansierer forskning samt ministerier med ansvar for forskning og udvikling på området. Medlemmer af netværket er Finland, Norge, Danmark, Polen, Tyskland, Frankrig og Spanien. Herudover deltager Holland, UK og Sverige som observatører. Der satses på en udvikling af deltagerantallet til flere lande.
Finansiering af dansk deltagelse i udbuddet vil ske gennem Den Danske Maritime Fond.
Kilde: Søfartsstyrelsen