Navigatører vil stævne to rederier i DIS-sag
Danmarks Rederiforening har endeligt afvist at løse uenigheden om skatten i DIS ved en faglig voldgift. Sagen går derfor nu i retten, og i første omgang vil der blive indgivet stævning mod to medlemmer af Danmarks Rederiforening.
”Jeg vil gerne understrege, at sagen – udelukkende af processuelle årsager – anlægges direkte imod Danmarks Rederiforenings medlemsrederier, af Søfartens Ledere som mandatar for navigatørernes talsmænd, som repræsentanter for samtlige navigatører i rederierne, der er på DIS-løn”, siger Pernille Sædam Marstal, advokat i Søfartens Ledere.
”Der er altså ikke tale om, at det er de ansatte, hvis navn vil fremgå af stævningerne, der anlægger sag mod deres arbejdsgiver – selvom det i første omgang vil være dem, der opnår retskraft af domstolenes kendelser”, siger siger Pernille Sædam Marstal.
Hun tilføjer, at der endnu ikke er truffet endelig beslutning om, hvilke rederier, der vil blive indgivet stævning imod, men at det sandsynligvis vil ske i den kommende uge.
Stævningerne kommer efter, at Danmarks Rederiforening har svaret Søfartens Ledere på det stævningsudkast, som rederiforeningen for 2 uger siden blev præsenteret for.
Danmarks Rederiforeningen har afvist, at det vil være muligt at afgøre sagen ved en voldgift.
Kilde: Søfartens Ledere