Morten Engelstoft forlader APM Terminals
Morten Engelstoft, der i de sidste seks år har været topchef i APM Terminals, har besluttet at gå på pension. Han efterfølges med virkning fra den 1. juli af den nuværende COO i havneselskabet, Keith Svendsen. Henriette Hallberg Thygesen bliver ny bestyrelsesformand.
“Jeg ser frem til at begynde et nyt kapitel i mit liv, søge en ny balance og bruge mere tid sammen med min familie”, siger Morten Engelstoft.
”Jeg enormt stolt over at have været med til at forme Mærsk gennem de sidste årtier. Vi har bygget et stærkt fundament for APM Terminals, og forretningen er i dag godt positioneret i branchen og til næste kapitel af vores strategi. Derfor er timing god til denne forandring og i Keith har vi en stærk afløser klar”, siger Morten Engelstoft.
Morten Engelstoft blev administrerende direktør for APM Terminals i 2016 efter en stilling som administrerende direktør for APM Shipping Services og tidligere COO i Maersk Line. Han blev udnævnt til medlem af direktionen i 2017. Sammenlagt har han en 36 år lang karriere i Maersk bag sig, herunder udstationeringer i USA, Vietnam, Taiwan, Singapore og Italien.
Morten Engelstoft efterfølges af nuværende COO i APM Terminals, Keith Svendsen. 49-årige Keith Svendsen har været hos Maersk siden 1990. Inden han kom til APM Terminals i 2017 har han haft flere ledende stillinger i Kina, Storbritannien, Tyrkiet, Danmark og Holland for Maersk Line, Maersk Logistics/Damco og APMT.
Henriette Hallberg Thygesen, der er CEO for Fleet & Strategic Brands, A.P. Møller - Mærsk, er udnævnt til ny bestyrelsesformand i APM Terminals.
"Jeg er overbevist om, at Henriette og Keith er det rigtige team til at lede APM Terminals på den næste del af rejsen, hvor vores fortsatte fokus er på at levere på vores automatiseringsstrategi og produktivitet i Gateway Terminals", siger Søren Skou, administrerende direktør i AP Møller - Mærsk.
”Jeg vil gerne takke Morten for hans ekstraordinære præstationer, engagement og lederskab gennem alle disse år. Han har spillet en afgørende rolle i den overordnede transformation af Mærsk, styrkelsen af samarbejdet mellem Ocean og Terminals og ikke mindst sikre den meget succesfulde turnaround af vores Terminals-forretning frem til de rekordstore resultater i 2021. Jeg har virkelig sat pris på at have Morten i vores direktion, og jeg har nydt vores partnerskab og tætte samarbejde”, siger Søren Skou.
Redaktionen