Mols-Liniens færger gode nok til Bornholm
Direktør for Fjord Line, Morten Larsen, kender til færgerne fra både Mols-Linien og Færgen, og han mener, at begge rederier sejler med sødygtige færger. Han har tidligere gjort tjeneste på både skibe fra Færgens værft Austal og fra Mols-Liniens værft Incat.
”Vi har et søsterskib til Mols-Liniens lille katamaran, som vi sejler med i Skagerrak, hvor forholdene er endnu værre end i Østersøen, og der går det altså godt”, siger Morten Larsen med henvisning til Fjord Cat, som Fjord Line sejler med i sommerhalvåret. Han understreger, at i sommerhalvåret kan bølgehøjden i Skagerrak sagtens blive lige så høj som i Østersøen.
Færgen har indgivet en klage med 19 klagepunkter til Klagenævnet for Udbud og har vedlagt en skibsteknisk vurdering fra Knud E. Hansen som bilag. Ifølge denne vurdering vil Mols-Linien få svært ved at overholde den maksimale overfartstid på 80 minutter mellem Rønne og Ystad, da Mols-Liniens hurtigfærge højst vil kunne sejle 34 knob, når bølgerne er 3,5 meter høje.
”Vi stopper ved en signifikant bølgehøjde på 3,5 til 4 meter. Der kan de højeste bølger nå op på seks-syv meter, så der bliver vi i havn på grund af komforten”, siger Morten Larsen. Fjord Line har dog kun måttet aflyse seks afgange med Fjord Cat i 2015 og slet ingen i 2013 og 2014.
Morten Larsen mener desuden, at Mols-Liniens store Incat-færge på 112 meter formentlig vil være lige så sødygtig som Færgens Leonora Christina.
Kilde: Bornholms Tidende