Mols-Linien sejler fortsat med underskud
Mols-Linien fik i første halvår et underskud før skat på 19,9 millioner kroner, mod et underskud på 34,3 millioner kroner i første halvår 2008. Omsætningen faldt til 316,5 millioner kroner mod 398,6 millioner kroner i første halvår 2008.
Andet halvår er dog startet positivt, fortæller administrerende direktør Preben Wolf i et intervew med nyhedsbureauet Direkt.
"Vi har haft en god sommertrafik i juli, og vi kan se her i august, at vi er ved at få fat igen. Nu kigger vi lige de kommende uger frem og ser, hvordan erhvervstrafikken udvikler sig", siger administrerende direktør Preben Wolff .
Alligevel vælger rederiet at nedjustere forventninger til årsregnskabet til et overskud før skat på mellem 30 og 50 millioner kroner, mod tidligere 45 - 50 millioner kroner.
Antallet af passagerer faldt med 19,4 procent, 18,7 procent færre personbiler - mens antallet af lastbiler faldt med hele 22,2 procent.
På trods af det faldende passagerunderlag er rederiet i markedet efter en hurtigfærge til, der skal styrke det nuværende færgekoncept.
"Det er svært at sige, hvor meget en færge kommer til at koste. Det kan svinge med 50 mio. alt efter, hvordan forhandlingerne går. Der er forskellige typer, og vi har været rundt og forhandle. Så der er flere færger i spil", siger Preben Wolff til nyhedsbureauet.
Rederiet venter at anskaffe sig en færge i starten af 2010.
Kilde: Sydinvest