Mols-Linien får problemer på Rønne-Ystad
Knud E. Hansen slår i en skibsteknisk vurdering bestilt af rederiet Færgen fast, at Mols-Linien får svært ved at overholde den maksimale overfartstid på 80 minutter mellem Rønne og Ystad. Vurderingen er vedlagt som bilag til de indsigelser, som Færgen har indgivet til Erhvervsstyrelsens klagenævn.
Problemet for Mols-Liniens hurtigfærge skulle ifølge vurderingen opstå, når bølgehøjden kommer op over 3,5 meter. Færgen er godkendt til at kunne sejle maksimalt 34 knob, når bølgerne er 3,5 meter høje. Det fremgår også, at fartøjet ved denne bølgehøjde ikke må medtage gods og passagerer.
Mols-Linien vurderer derimod, at færgen vil kunne sejle 36 knob ved 3,5 meter høje bølger.
Transportministeriet har tildelt Mols-Linien A/S kontrakt på færgebetjening af Bornholm i perioden 1. september 2018 til 31. august 2028. Rederiet Færgen har dog anket afgørelsen, og Færgens klage bliver nu behandlet af Klagenævnet for Udbud.
Kilde: Bornholms Tidende