Behov for større godskapacitet til Bornholm
Stigende godsmængder til Bornholm øger presset på fragtforbindelsen mellem Rønne og Køge, hvor der jævnligt må efterlades gods på kajen i Køge, fordi der ikke er plads om bord på færgen Hammershus, der betjener overfarten.
Foto: Bornholmslinjen
Trafikkontaktrådet, der er et dialogforum mellem Transportministeriet og Bornholm, lægger nu op til en forøgelse af fragtkapaciteten. Det kan enten ske ved at erstatte den nuværende færge med en hurtigere færge, der kan nå at gennemføre to afgang om dagen, eller ved indsættelse af ekstra kapacitet.
Molslinjen har kontrakt på overfarten frem til udløbet af 2028. Men Trafikkontaktrådet åbner op for, at det kan blive nødvendigt at finde en løsning på kapacitetsproblemet inden da.
”Det vi presser på, i forhold til transportministeriet, er om vi kan få indsat Povl Anker på nogle ekstra ture, og få ekstra midler til det. Men det er dyrt at få sat ekstra afgange ind”, siger Jacob Trøst, der er formand for Trafikkontaktrådet til TV2/Bornholm.
”Og det pres vil vi selvfølgelig fortsætte med, i takt med, at vi kan se, at behovet stiger, så vil vi også øge det pres. For på et eller andet tidspunkt, så kommer det dertil, hvor det simpelthen begrænser vores udvikling, og at vores samfund kan hænge sammen”, siger Jacob Trøst til TV-stationen.
-mauh