MLC-konventionen ventes i kraft om to år
Den forberedende komité for gennemførelsen af ILO’s Maritime Labour Convention har på et møde i Geneve drøftet gennemførelsen af MLC, 2006, samt forberedelsen af arbejdet for det fremtidige Trepartsudvalg.
Arkivbillede.
Trepartsudvalgets opgave bliver at ajourføre MLC-konventionen og tage sig af nogle af de mange spørgsmål, som skal behandles umiddelbart efter, at MLC, 2006, er trådt i kraft.
På mødet blev der opnået bred enighed om en forretningsorden for Trepartsudvalget, som vil bestå af repræsentanter fra myndigheder i de lande, der har ratificeret konventionen samt et tilsvarende antal repræsentanter for de søfarendes organisationer såvel som repræsentanter for rederierne.
”Det er glædeligt, at der nu er udsigt til en snarlig gennemførelse af en standard for de søfarendes rettigheder som sikrer, at rederierne ikke skal konkurrere på de søfarendes sociale vilkår og ansættelsesforhold. I Danmark vil vi være klar til at gennemføre konventionen, når den træder i kraft. Vi er i den afsluttende fase med at få lovgivende vejledninger og procedurer på plads”, siger sekretariatsleder i Danmarks Rederiforening, Michael Wengel-Nielsen.
I forbindelse med mødet ratificerede Holland som det 21. land konventionen, og senest har Australien som det 22. land dags dato valgt at ratificere. På baggrund af de rapporter, som de forskellige regeringsrepræsentanter gav på mødet, er det overvejende sandsynligt, at de resterende 8 lande vil være registreret i ILO i anden halvdel af 2012 således, at MLC-konventionen senest træder i kraft ved årsskiftet 2013-2014.
De Forenede Nationers Internationale Arbejdsorganisation (ILO) vedtog på en søfartskonference i 2006 konventionen om søfarendes arbejdsforhold, bedre kendt som Maritime Labour Convention (MLC).
Hensigten med MLC-konventionen er at skabe et enkelt og sammenhængende instrument, der omfatter alle moderne krav til søfarendes arbejdsforhold og social sikring. MLC-konventionen medfører især nye krav til de skibsfartsnationer, som ikke lever op til de normale kvalitetskrav.
Danmark har ratificeret konventionen den 23. juni 2011 efter Folketingets vedtagelse af den nødvendige lovgivning i slutningen af april 2010.
Kilde: Danmarks Rederiforening
