Minister: Montørordning drøftes i 2016
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen gav på Christiansborg konferencen ”Vækst i vandkanten” i dag den 26. november 2015 en klar melding om, at han vil drøfte de politiske rammevilkår for den maritime industri og resten af Det Blå Danmark i starten af 2016.
”Du kan være tryg ved, at spørgsmålet om en montørordning vil blive drøftet, når vi skal se på de grundlæggende rammevilkår til næste år. I en god politisk diskussion vil skat optræde, det kommer vi ikke udenom”, sagde ministeren som svar på et spørgsmål fra salen om, hvad han konkret vil gøre for den maritime industri, herunder en maritim montørordning.
”I de næste par måneder vil jeg danne mig et overblik ud fra de mange gode input, der er kommet fra aktører i Det Blå Danmark. Og i løbet af foråret 2016 vil vi, når vi skal udmønte vores plan om vækst i hele Danmark, have Det Blå Danmark med. I starten af 2016 starter vi et nyt arbejde som en fortsættelse af de gamle vækstteams”, sagde Troels Lund Poulsen.
Op til ministerens indlæg havde formændene for de to store organisationer i Det Blå Danmark, Danske Maritime og Danmarks Rederiforening, begge argumenteret for fortsat fokus på gode rammevilkår i det Det Blå Danmark.
Kilde: Danske Maritime