Minister foreslår robotter på skibe
Singapores transportminister Tuck Yew Lui foreslår, at man i fremtiden bemander skibe med robotter for at løse de problemer, som skibsfarten har med rekruttering af personale. Ordene faldt på Danish Maritime Forum i København i går.
”Selv for en maritim supermagt som Danmark er det svært at bemande danskflagede skibe”, sagde Tuck Yew Lui og tilføjede, at det også var et problem at bemande havnene.
En af metoderne, som havnene har brugt for at løse rekrutteringsproblemet, er automatisering i havnedriften lige fra automatiserede kraner, automatiserede køretøjer m.v. Derfor bør man spørge sig selv, om det ikke var en mulighed at bemande skibene med robotter, mener Tuck Yew Lui.
Når det gælder Singapore, har byen planer om at øge havnekapaciteten til 50 millioner TEU i slutningen af årtiet mod den nuværende kapacitet på 35 millioner TEU. Desuden har Singapore seriøse planer om at opbygge en LNG-bunkringsinfrastruktur.
Robotter ombord på skibe er ikke de eneste automatiseringstanker, som maritime branchefolk gør sig om fremtidens rekrutteringsbehov til skibsfarten. Flere forskningsinstitutter arbejder således med at udvikle ubemandede skibe, og klassifikationsselskabet DNV GL har således udarbejdet et helt koncept for et elektrisk drevet ubemandet skib. Dette skibskoncept har fået navnet ReVolt.
Kilde: World Maritime News