Millioner til udvikling af offshore droner
Klyngeorganisation Offshoreenergy.dk har sammen med en række medlemsvirksomheder sikret finansiering til syv nye innovationsprojekter. Pengene skal blandt andet bruges på genanvendelse af havvindmøller og droneleverancer på havet.
De syv nye projekter handler blandt andet om bæredygtig genanvendelse af udtjente havvindmøller, virtual reality til mandskabstræning, reduktion af kemikalier ved olieproduktion og droneleverancer på havet.
”Vi ved, at virksomheder, der engagerer sig i danske klyngeorganisationer, gennemsnitligt firdobler deres innovationskraft. Derfor er det meget glædeligt, at medlemmerne og Offshoreenergy.dk i partnerskab har sikret funding til at iværksætte nye CRIF-projekter med et samlet budget til ny innovation på knap 90 mio. kroner”, siger bestyrelsesformand Anders Eldrup.
CRIF-modellen sikrer efterspørgselsbestemt innovation. En eller flere store offshorevirksomheder udbyder en konkret udfordring, som andre virksomheder, universiteter eller GTS-institutter efterfølgende samarbejder om at løse. Netop den arbejdsform vækker genklang i offshoreindustrien.
”Interessen for at være en aktiv del i innovationsprojekter viser, at der er stor tiltro til vores CRIF-model som en effektiv måde at samarbejde om at løse branchens konkrete udfordringer. Samtidig viser bredden i vores projektportefølje, at der arbejdes med mange nye vinkler og teknologier i industrien”, siger Glenda Napier, CEO i Offshoreenergy.dk.
De syv nye innovationsprojekter:
• Teknologier til fjernelse af begroninger på strukturer til havs • Udvikling af test og dokumentation af overvågning til hindring af kortslutninger offshore • Anvendelse af innovativ virtual reality-teknologi til at udvikle nye træningskoncepter • Udvikling af et nyt dronesystem til leverancer offshore • Optimering af brug af scavengers ved olie- og gasproduktionen • Udvikling af sugebøtte-teknik til enklere opsætning af havvindmøller • Smartere dekommissionering og genanvendelse af materialer fra udtjente havmøllekomponenter
Den nye finansiering til innovationsprojekterne kommer bl.a. fra Syddansk Vækstforum, Energistyrelsens EUDP-ordning og EU’s Interreg Nordsø-program
Redaktionen