Mere gods gennem Aarhus Havn
Kattegat-Rutens ophør påvirker godsomsætningen i Aarhus Havn, men ser man bort fra det, viser første halvår en stigning i godsomsætningen på otte procent i forhold til samme periode i 2013. Målt i kroner steg havnens samlede omsætning fra gods, udlejning, service mv. ni procent til 126 millioner kroner.
”Det er overordentligt positivt, at vores bulkomsætning stormer frem, og det glædelige er, at væksten ligger både hos de gamle velrenommerede kunder og de nye, der er kommet til”, siger Jakob Flyvbjerg Christensen, havnedirektør ved Aarhus Havn.
Aarhus Havn havde i første halvdel af 2014 en godsomsætning på 3.978.000 ton, hvilket betyder, at der er løftet 309.000 ton mere gods over kajen i forhold til første halvdel af 2013. Medtager man Kattegat-Ruten i beregningen, er der dog tale om et fald i godsomsætningen på 4,2 procent.
Bulkvareområdet, blandt andet korn og foderstoffer, viser en vækst på 23,2 procent, mens flydende olieprodukter viser en tilbagegang på 1,1 procent. Containeromsætningen er steget 1,7 procent.
Kilde: Aarhus Havn