Mekanord udvider serviceforretningen
Mekanord, som i mere end 30 år har udviklet og produceret marinegear på fabrikken i Frederikshavn, vil fremover også tilbyde vedligehold, service, renovering og opgradering af alle typer og fabrikater marinegear og gearsystemer
”Mekanord kan bidrage med bl.a. teknisk assistance, fremstilling og levering af reservedele samt generel reparation og vedligeholdelse. Vores kompetente og fleksible rejsemontører er klar til at tage fat i hele verden og selvfølgelig også lokalt i Danmark, hvor vi ser et stort potentiale”, siger direktør Søren Klyvø.
Mekanord har i de senere år opbygget en omfattende serviceafdeling og gennemført en lang række tiltag, der gør at firmaet nu er klar til at servicere ikke blot egne marinegear, men også andre gearfabrikater til skibe generelt.
”Vi har som geardesigner og -producent om nogen forudsætningerne for at levere kunden den bedste og mest effektive gear-service på markedet”, siger Søren Klyvø.
Mekanord har leveret over 1200 marinegear i effektstørrelsen fra 150 kW op til 8000 kW,
til alt fra fiskeskibe og patruljebåde til offshore fartøjer og færger.
Kilde: Mekanord