Medlemmer bakker hård linje op
På den netop afholdte generalforsamling i Søfartens Ledere, var der opbakning til foreningens kurs mod en retssag om regulering af nettolønningerne i DIS, i takt med ændringerne i skat på arbejde i Danmark.
Generalforsamlingen blev holdt dagen efter, at det kom til et endeligt brud mellem Søfartens Ledere og rederiforeningerne, i spørgsmålet om kompensation for de skattelettelser der blev givet i forbindelse med skattereformen, og den efterfølgende beslutning om, at Søfartens Ledere nu vil gå rettens vej for at få spørgsmålet afklaret.
Søfartens Ledere skriver på deres hjemmeside, at det efter en indgående debat stod klart, at medlemmerne bakker fuldt og helt op om, at foreningen nu må tage sagen i retten, og de ser frem til, at der bliver fundet en løsning ved domstolene.
Det hedder videre, at der blandt medlemmerne var en naturlig bekymring for, at den forestående retssag kan rokke ved fundamentet for DIS, og dermed få konsekvenser for statsstøtten til erhvervet. Men den bekymring er de parat til at leve med.
”Sagens vigtighed for medlemmerne og erhvervet opvejede dog klart bekymringen - også over, at vi ikke har en overenskomst i en periode”, siger Jens Naldal, formand for Søfartens Ledere.
Han tilføjer, at medlemmerne var enige om, at retssagen skal anlægges selvom der altid er en risiko for at tabe.
Kilde: Søfartens Ledere
