Mauritius: Ingen frihed mod kaution
Myndighederne på Mauritius har afvist en ansøgning om løsladelse mod kaution af den 58-årige kaptajn på bulkcarrieren Wakashio, der gik på grund med omfattende olieforurening til følge i juli måned. Dommeren frygter at han vil forsøge at påvirke vidner eller flygte.
Skibets indiske kaptajn blev arresteret i midten af august og er sigtet for at have “truet sikker navigation”.
“I betragtning af, at han kan blive anklaget for alvorlige lovovertrædelser og kan pålægges en streng straf, hvis han kendes skyldig, er jeg af den opfattelse, at risikoen for at påvirke vidner og for at stikke af er reel og sandsynlig,” sagde den fungerende distriktsdommer i Mauritius´ hovedstad, Port Louis, om sin begrundelse for afvisningen.
Panamas maritime myndigheder sagde for en måneds tid siden om de foreløbige resultater af undersøgelsen, at skibets kaptajn “gav instruktioner om at nærme sig omkring fem sømil fra Mauritius´s kyst for at lede efter en telefon og internetforbindelse, så besætningsmedlemmerne kunne kommunikere med deres familier”.
“Det kunne være relateret til fødselsdagsfejringen af et af besætningsmedlemmerne,” hedder det videre i undersøgelsen af skibets flagstat.
Grundstødningen var årsag til den hidtil værste olieforurening på Mauritius, der i høj grad lever af turisme.
Kilde: Bloomberg