Maskinmesterskole har fået ny simulator
En avanceret maritim simulator på Maskinmesterskolen København, MSK, træner de studerende i alle tekniske systemer om bord på en VLCC, men bruges også til at øve kommunikation og prioriteringer, når alarmerne står i kø.
Alarmerne bimler i maskinrummet, og den nyuddannede maskinmester skal nu for første gang selv tage ansvaret. Alarmlisten er lang. Hvad er nu vigtigst? Er der brand? Lækage? Et stoppet filter? En defekt pumpe? Lydniveauet nærmer sig 100 dB, og temperaturen er tæt på 60 grader celsius.
Der er sved på panden. Pulsen er stigende. Adrenalinen pumper. Nu skal der tages nogle hurtige, men også korrekte beslutninger. Alt dette kunne være virkelighed, men foregår på store skærme i en simulator på Maskinmesterskolen.
Den nye avancerede maritime simulator bruges på den maritime valgfagslinje på MSK og er med til at forberede fremtidens maskinmestre på at få ansvaret for alle et skibs tekniske anlæg – i både normal drift og når alarmerne står i kø.
Kilde: Maskinmesterskolen København