Maritim industri øjner øget eksport til USA
Danske Maritime og flere medlemsvirksomheder er på besøg i USA torsdag-fredag i denne uge med erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen for at drøfte udfordringer og muligheder for øget eksport af maritim teknologi og knowhow.
Eksporten af dansk maritim teknologi har et enormt vækstpotentiale på det amerikanske marked. Det gælder udstyr til både militære og civile skibe, og det gælder knowhow til såvel nybygning som opgraderinger på amerikanske værfter.
Potentialet til øget eksport er vokset efter de netop vedtagne internationale regler for skibes udledning af svovl i luften og ballastvand i havene. Det er to teknologier, hvor danske maritime virksomheder har satset og derfor har produkter klar.
”Men der er udfordringer i forhold til at afsætte anlæg til at rense skibes røg for svovl og ballastvand til USA”, siger adm. direktør Jenny N. Braat, Danske Maritime.
De udfordringer vil blive drøftet på et morgenmøde fredag den 18. november, hvor Danske Maritime er vært, og hvor erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen deltager. Med på USA-besøget er desuden Desmi Pumping Technology og OMT. Udfordringer og muligheder vil også være et centralt emne for flere individuelle møder og samtaler under besøget.
”Vi ønsker med besøget at demonstrere, at dansk teknologi er af høj kvalitet samt at vi kan bidrage med knowhow, der kan gavne amerikanske værfter og rederier. Samtidig ønsker vi at drøfte de udfordringer der er for at afsætte anlæg, udstyr og knowhow”, siger Jenny N. Braat.
For ballastvand gælder det særlige, at den amerikanske kystvagt endnu ikke har godkendt anlæg, der følger den ballastvandkonvention, som resten af verden netop har vedtaget at sætte i kraft. Da de danske virksomheder repræsenterer flere teknologier, kan de amerikanske restriktioner risikere at hindre nogle danske virksomheder i at sælge anlæg til skibe, der anløber havne i USA.
For svovl kan det være et problem med Jones Act, der kort sagt tilsiger, at amerikanske skibe skal bygges i USA og indrettes med amerikansk udstyr. Men der er mange spørgsmål, eksempelvis om det vil være muligt for et amerikansk skib at få installeret et dansk røgrenseanlæg på eksempelvis et kinesisk værft? Omfanget af tilladt udenlandsk udstyr, der installeres uden for USA, er begrænset, og der pålægges en betydelig told på sådant udstyr.
Kilde: Danske Maritime