Mange mulige våben mod pirater
Det stigende antal piratangreb på civile handelsskibe får rederierne til at investere stadig flere penge i anti-pirat foranstaltninger. Men selv om nogle fungerer bedre end andre, er der stadig ingen sikre metoder.
"Vi anbefaler aldrig tekniske løsninger til at starte med. Dels kan de give en falsk følelse af sikkerhed, dels kan kunderne opnå gode resultater ved at ændre deres operative tilgang, sikkerhedsprocedurer og træning af mandskabet", siger sikkerhedskonsulent Dirk Steffen fra Risk Intelligence til ingeniøren.dk.
"Vi fortæller desuden vores kunder, at kun 5 procent af forholdsreglerne mod pirater er af teknisk art. Og at teknikken kun hjælper, hvis de 95 procent øvrige tiltag - altså sikkerhedsprocedurer, træning, etc. - allerede fungerer. Ellers har de ingen virkning", siger Dirk Steffen.
Vil man højne sikkerheden på eksisterende skibe, er pigtråd og barrierer gode og billige løsninger, der gør det til en kamp at kravle op over rælingen. I visse tilfælde kan det også betale sig at forstærke skibsoverbygninger eller etablere såkaldte safe havens eller citadeller - skjulte og armerede beskyttelsesrum, hvor besætningen kan gemme sig, indtil hjælpen når frem.
En række nye systemer på markedet stiler mod et mere aktivt forsvar:
"Tiltag der implementerer vand og skibes brandslukningssystemer tegner til at give de bedste resultater for pengene", vurderer Dirk Steffen overfor ingeniøren.dk.
"Det være sig skum eller substanser, der irriterer angriberne - eller får dem til at glide, når man blander dem med vand og sprøjter dem over skibets dæk og sider. En anden mulighed er roterende eller pulserende vandkanoner - selvom de nok vil kræve kraftigere brandpumper end dem, der befinder sig på de fleste skibe", siger han.
Kilde. ingeniøren.dk