MAN Diesel & Turbo påvirker skibsdesign
MAN Diesel & Turbos nye serie af skibsmotorer, G-motorerne, påvirker måden at tænke skibsdesign på. Hvis skibsdesignet er rigtigt, kan man nemlig opnå en samlet gevinst i form af en brændstofbesparelse. Tilsammen kan motor- og propeldesignet give en brændstofbesparelse på fire til syv procent.
”Ud fra en trend om brændstofbesparelse har vi designet en motor, hvor der er en samlet gevinst for kunden, hvis skibsbyggerne kan levere et design. Det vil sige, at vi med denne motor har kunnet påvirke skibsdesign”, siger Søren H. Jensen, udviklingsdirektør hos MAN Diesel & Turbo, der allerede har fået 544 ordrer på G-motorer.
Det særlige ved G-motoren er, at den har en specielt stor slaglængde. Det giver i sig selv en brændstofbesparelse. Men man opnår yderligere en brændstofbesparelse ved de lave omdrejninger af motoren, der giver lavere omdrejninger af propellen, og ved lavere omdrejninger, kan man øge propellens diameter. En stor propel, der kører langsomt, er mere effektiv end en mindre propel.
Nogle størrelser af G-motoren er allerede ude at sejle, andre størrelser er stadig under udvikling.
MAN Diesel & Turbo producerer ikke længere selv de skibsmotorer, selskabet udvikler. Produktionen sker i stedet på licens i Sydkorea, Kina og Japan. Licenstagerne betaler et beløb pr. produceret motor, afhængigt af motorens effekt.
Kilde: ing.dk