MAN Diesel afskediger 90 i København
Fald i ordreindgangen er årsagen til, at MAN Diesel nu afskediger 50 funktionærer og 40 timelønnede medarbejdere i København. MAN Diesel forventer, at beordringen af skibe og nybygningsaktivitet vil være på et lavt niveau i den kommende tid.
"Det er beklageligt, men desværre nødvendigt, at vi foretager en tilpasning og må sige farvel til nogle af vores medarbejdere", siger direktør Thomas S. Knudsen, MAN Diesel.
"Selvom markedet er gået væsentligt ned, vil jeg gerne understrege, at vi har en sund virksomhed. Vi bibeholder vores høje aktivitetsniveau indenfor forskning og udvikling af grønne tiltag. Dermed vil vi sikre udviklingen af brændstoføkonomiske motorer med lave emissioner til gavn for både klima, miljø og virksomheden", siger direktør Thomas S. Knudsen, MAN Diesel.
Kilde: MAN Diesel
