Mærsk vil ikke åbne for småaktionærer
Bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk afviser et forslag fra en aktionær om et aktiesplit i virksomheden således, at en aktie à 1000 kroner opdeles i fire aktier à 250 kroner. En opsplitning ville gøre det billigere at erhverve en aktie i Mærsk.
Aktiestørrelsen i A.P. Møller-Mærsk er ofte genstand for kritik, fordi prisen for en enkelt aktie i Danmarks største virksomhed er af en sådan størrelse, at mindre aktionærer reelt ikke har råd til at investere i selskabet - eller kun har råd til ganske få aktier. Det skriver erhvervsbladet.dk.
Ved et aktiesplit kunne man sikre, at A.P. Møller-Mærsk blev mere en folkeaktie, lyder tankegangen.
Ifølge indkaldelsen til generalforsamlingen, som er blevet offentliggjort mandag morgen, begrunder bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk ikke sit afslag af et aktiesplit.
Kilde: erhvervsbladet.dk