Maersk Tankers tæt på sanktionsbrud
Aframax tankskibet Celsius Everett, der er opereret af Maersk Tankers, var i fuld gang med at få overført raffinerede olieprodukter fra et andet tankskib, da det gik op for det danske selskab, at der var tale om iranske - og dermed sanktionsbelagte olieprodukter.
Det var ifølge Lloyds List det Panama-flagede tankskib Ocean Schooner på 73.000 dwt., der var i gang med at overføre de sanktionsbelagte produkter til det Maersk Tankers opererede tankskib, Celsius Everett, ud for Malaysia for godt en uge siden.
“Vi kan bekræfte, at et skib i vores pool den 10. december skulle gennemføre en ship-to-ship overførsel. Da vi blev opmærksomme på beskyldningerne om, at det andet skib muligvis var lastet med en sanktioneret last, blev overførslen straks standset og senere annulleret,” skriver Maersk Tankers i en udtalelse til Maritime Danmark og tilføjer, at selskabet har processer og procedurer, der skal sikre overholdelsen af af internationale sanktioner i den daglige drift.
Men i dette tilfælde var det altså tæt på at gå galt. Ifølge Lloyds List sejlede skibet med den iranske olielast med AIS-systemet slået fra, som det ofte er tilfældet i den type sager. Ocean Schooner står opført som en del af flåden i Dubai-selskabet Clara Shipping.
Redaktionen