Maersk tager chance med ny chartring
Maersk Line satser tilsyneladende på, at chartermarkedet for de mellemstore “wide-body” container skibe retter sig i de kommende år. Selskabet har netop indgået en 4-årig aftale om chartring af to Hammonia Reederei kontrollerede 4.900 TEU skibe til 10.000 dollar dagligt.
Ifølge analysefirmaet Alphaliner kan chartringen vise sig at være et forudseende træk af Maersk Line. “Prisen på 10.000 dollars pr. dag er betragteligt mere end de 6.500 dollars, som den slags tonnage kan chartres til på korte eller mellemlange kontrakter, men det kan vise sig at være en god handel for det danske selskab, hvis chartermarkedet for den type skibe genvinder sin styrke,” skriver Alphaliner.
Der er dog langt op til rater på 20.000 dollar om dagen, som den type skibe kostede, da prisen var på sit højeste. “Det er uklart, om det niveau vil blive set igen indenfor den nærmeste fremtid, når de dybe forandringer i efterspørgslen, som dette marked har været igennem i den seneste tid, tages i betratning,” noterer analysefirmaet.
De to skibe er designet af Neptun Ship Design i Tyskland og bygget af ZheJiang OuHua Shipbuilding i Kina. De tilhører den nyeste generation af brændstofeffektive og miljøvenlige containerskibe, der forbruger 25 pct. mindre brændstof pr. fragtet TEU, oplyste Hammonia, da skibene blev købt i 2014.
Kilde: Tradewinds