Maersk sender hidtil største skib til skrot
Det 22 år gamle post-panamax containerskib Sine Maersk bliver det største containerskib, der hidtil er sendt til ophugning. Det 9.600 teu store skib vil blive hugget miljørigtigt op på Sok Denizcilic værftet i Tyrkiet, bekræfter Maersk.
Maersk har tidligere brugt samme værft, der overholder EU´s regler for grøn ophugning, da rederiet i 2017 skrottede det 2.890 teu store Maersk Pembroke, der blev bygget i 1998.
Sine Maersk er et af de første i en serie på 25 containerskibe, der blev bygget på Lindø værftet i Odense i perioden 1997 til 2004, og skibet er en forlænget version af den tidligere K-klasse med en kapacitet på 7,403 teu, der hidtil har haft rekorden som de største containerskibe, der er sendt til ophugning.
Sine Maersk blev ifølge Alphaliner taget ud af drift i juni og ankom til Tyrkiet fra Oman via Suez Kanalen. Selskabet forventer, at Maersk får 100 dollar mindre pr. ton for skibet i Tyrkiet end i Indien på grund af den miljørigtige ophugning på Sok Denizcilic.
Kilde: TradeWinds