Mærsk-selskaber beskyldt for bedrageri
De to Mærsk-selskaber, Farrell Lines, der er et helejet datterselskab af amerikanske Maersk Line Limited, og Damco, bliver af de amerikanske myndigheder beskyldt for at have fiflet med fakturaer i forbindelse med transport af amerikansk militært udstyr ind og ud af Afghanistan.
”Farrell Lines og Damco har indgået en finansiel aftale med det amerikanske justitsministerium og vil fortsat samarbejde fuldt ud med myndighederne for at sikre overholdelse af reglerne. Selskaberne har implementeret ekstra forholdsregler for at forbedre operationerne såsom kontroller af systemerne for at sikre, at dokumentationen er korrekt og, at fakturaerne først bliver udstedt, når den nødvendige information er blevet bekræftet. De relevante Farrel Lines og Damco-medarbejdere har desuden fået ekstra bemyndigelser for at sikre nøje overholdelse af reglerne”, skriver A.P. Møller-Mærsk i en udtalelse til Maritime Danmark.
Det er Farrell Lines, der har haft en kontrakt med US Transportation Command vedrørende transporten af det militære udstyr til og fra Afghanistan, og i denne forbindelse har Farrell Lines benyttet Damco som underleverandør. Der er angiveligt tale om, at medarbejdere har fiflet med de vejesedler, der ligger til grund for fakturaerne udstedt til de amerikanske myndigheder.
Det amerikanske justitsministerium har derfor idømt Farrell Lines og Damco en bøde på 3,67 millioner dollar.
Redaktionen/TradeWinds