Maersk sælger Dansk Supermarkeds-aktier
A.P. Møller - Maersk har solgt sin resterende aktiepost i Dansk Supermarked-gruppen til Salling-fondene, oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Aktieposten på 19 pct. er solgt for 5,53 mia. kr. Dermed er Maersk nu helt ude af supermarkedskæden.
Efter mere end 50 års partnerskab er det nu slut. Maersk-gruppen sælger sine sidste aktier i Dansk Supermarked, der blev etableret i 1964 som et partnerskab mellem købmanden Herman Salling og A.P. Møller.
En aktiepost på knap 50 pct. blev solgt i 2014 til Salling-fondene for 17 mia. kr., men værdisættelsen på Dansk Supermarked er lidt højere nu, oplyser A.P. Møller - Maersk i en pressemeddelelse om salget.
"Det har været en ære for os at være en del af den meget succesfulde rejse over mere end fem årtier. I det lys er det specielt vigtigt for os at have faciliteret en fantastisk dansk løsning, hvor en af de største private arbejdsgivere i Danmark fortsat har dets hovedkvarter i Aarhus. De sidste tre år har vist, at det er den rigtige løsning for Salling-fondene, Dansk Supermarked og vores vores aktionærer," udtaler Søren Skou, CEO i A.P. Møller - Maersk.
Det ventes, at handlen bliver afsluttet inden udgangen af året.
Kilde: A.P. Møller - Maersk