Maersk Oil fyrer medarbejdere
Maersk Oil i Storbritannien har annonceret, at man vil skære i medarbejderstaben. Der skulle være tale om 30-35 stillinger på land, og antallet af underleverandører bliver samtidig reduceret med 19. Det er på niveau med de jobreduktioner, som andre olieselskaber også gennemfører.
”Det er en meget svær tid for de kollegaer, der bliver berørt, og de vil blive tilbudt så meget støtte som muligt”, siger en talsperson for Maersk Oil, som tilføjer, at det på grund af faldet i oliepris er et skridt, som Maersk Oil er nødt til at tage for at sikre en effektiv organisation.
”Alle ændringer vil blive gennemført uden at gå på kompromis med vores kollegaers sikkerhed og pålidelig drift af vores aktiver”, siger talspersonen.
Maersk Oil kom på globalt niveau ud af 2014 med et underskud på 861 millioner dollar, som skal sammenlignes med, at selskabet i 2013 fik et overskud på 1 milliard dollar. Underskuddet skyldes det store prisfald på olie, som også er årsag til, at Maersk Oil forventer et dårligt resultat i 2015.
Kilde: Energy Voice