Maersk Oil får del i to nye norske licenser
A.P. Møller - Mærsks oliedivision, Maersk Oil, er blevet tildelt andele af to nye olielicenser i den norske del af Nordsøen. Det meddeler det norske olie- og energiministerium, som tirsdag offentliggjorde resultaterne af den seneste koncessionsrunde.
Maersk Oil Norway er blevet operatør af licens nummer 671,hvor selskabet har en andel på 60 procent, mens Explora Petroleum har de sidste 40 procent. Licensen der har en løbetid på otte år. Maersk Oil Norway er også tildelt 25 procent af licens nummer 660. Denne licens deles med Faroe Petroleum, Centrica og Petoro.
DONG E&P Norge blev tildelt andele i fem af de nye licenser, heraf kommer selskabet tilat stå som operatør på to af licenserne.
I alt var der udbudt 51 licenser. Hele 40 forskellige selskaber fik del i licenserne. De 23 blev tildelt retten som operatører. Norske Statoil blev den store vinder med andele i 14 af licenserne, hvoraf selskabet er operatør på syv.
Kilde: Norges Ministerium for Olie og Energi