Maersk, MSC og CMA CGM flytter skibe til indisk register
Verdens tre største containerrederier – MSC, Maersk og CMA CGM – har taget skridt til at omflage skibe til det indiske skibsregister for at udnytte landets cabotagelovgivning og den hurtigt voksende søhandel langs Indiens kyster.
Foto: Maritime Danmark
Det franske rederi CMA CGM gik forrest tidligere på året, hvor fire skibe blev registreret under indisk flag. Initiativet blev taget efter et besøg af Indiens premierminister Narendra Modi på rederiets hovedkontor i Marseille, skriver Splash.
Nu har Maersk fulgt trop. Ifølge data fra Equasis sejler Maersk Vilnius allerede under indisk flag, og endnu et skib – Maersk Vigo – forventes at følge inden længe.
Samtidig forbereder verdens største containerrederi, MSC, sig på at præsentere lignende planer under India Maritime Week i næste uge, skriver mediet.
Og det har stor betydning for landets maritime industri.
"Ud over det symbolske betyder hvert reflagget skib øget national tonnage, højere fragtindtægter i landet og flere jobmuligheder for indiske søfolk, havne og skibsadministrationsfirmaer. Hvis denne udvikling fortsætter, kan det ændre Indiens position i den globale shippingbranche," siger Dr. Asha Pillai, strategidirektør hos det indiske portautomationsfirma Docker Vision.
-emte
