Maersk Line stadig verdens største
Det kan godt være, at MSC med de skibe, som bliver leveret i løbet af året med en samlet kapacitet på 359.000 TEU, har udsigt til at overhale Maersk Line med et mulehår. Men status lige nu er, at Maersk Line er det containerrederi, der har den største kapacitet.
Maersk Line havde pr. 1. januar en samlet kapacitet på 3,01 millioner TEU, hvilket er en vækst på 4,1 procent i forhold til de 2,89 millioner TEU, som rederiet havde for et år siden.
Dermed er Maersk Line stadig verdens største containerrederi, men MSC har halet ind på Maersk Line i løbet af 2015, fordi Maersk Line har skåret mere i kapaciteten end MSC som reaktion på den overkapacitet, der er i markedet.
Maersk Line skar således 26 procent af kapaciteten mellem Fjernøsten og Europa til 670.000 TEU. Til gengæld steg Maersk Lines kapacitet på de transatlantiske ruter med 223 procent til 183.000 TEU.
MSC har i løbet af 2015 udvidet sin flåde med 5,2 procent til 2,67 millioner TEU pr. 1. januar.
Om magtbalancen så ændrer sig i løbet af indeværende år afhænger dels af antal nye skibe, der bliver leveret, og dels af, hvor meget de to rederier vælger at begrænse kapaciteten som reaktion på det svage marked.
Kilde: joc.com
