Maersk Line skibe skal drives fra London
Det kan komme til at koste arbejdspladser i København, når Maersk Lines nye alliance med MSC og CMA CGM - P3 Network - som planlagt træder i kraft fra 2. kvartal 2014.
CMA CGMs topchef Rodolphe Saadé siger til Lloyds List, at det nye operative center for de 255 containerskibe, der fra start vil blive drevet af P3 Network, kommer til at ligge i London.
Maersk Line skal levere 42 procent af kapaciteten, svarende til 1,1 millioner TEU, til det nye samarbejde, og en pæn stor del af den operationelle drift af Maersk Lines skibe vil derfor i fremtiden foregå fra London.
Hvilke konsekvenser udflytning vil få for Maersk Lines ansatte i København og andre byer, er ikke oplyst.
Realisering af planerne om at skabe P3 Network kræver myndighedsgodkendelser i EU, USA og Kina - og det er langt fra sikkert at konkurrencemyndighederne tænder det grønne lys.
Tilsammen sidder de tre rederier på godt 37 procent af verdensmarkedet, og indtil nu har bl.a. EUs tommelfingerregel været, at ingen aktører bør sidde på mere end 30 procent
af et marked.
Kilde Lloyds List