Maersk Line skærer i rute til Nordamerika
Maersk Line går nu sammen med en af sine konkurrenter, franske CMA CGM, om at oprette en ny fælles rute mellem Middelhavet og Nordamerika. Den nye rute erstatter de ruter rederierne indtil nu har drevet hver især.
Maersk Line har indgået en såkaldt Vessel Sharing Agreement (VSA) med CMA CGM. De to rederier vil med virkning fra begyndelsen af marts erstatte deres egne ruter - hhv. Maersk Line's - WestMed og CMA-CGM's - Amerigo, med en ny fælles rute.
Maersk Line vil besejle ruten med fire containerskibe, mens CMA-CGM bidrager med et enkelt containerskib. Skibene vil typisk have en kapacitet på 3.500 TEU.
"Den nye WestMed Service er virkelig det bedste fra begge verdener. Vi udvider dækningen og forbedrer pålideligheden og transitgangene, for derigennem bedre at kunne betjene vores kunder," siger Søren Castbak, Senior Director Product Management, hos Maersk Line.
"Samtidig handler vi proaktivt på den aktuelle økonomiske situation, ved at trække kapaciteten ud, i takt med at efterspørgslen falder", siger Søren Castbak.
Kilde: Maersk Line