Maersk Line kan ikke betale regninger
Alvorlige problemer med et nyt økonomistyringssystem betyder, at Maersk Line siden årsskiftet ikke har været i stand til at betale en del af sine regninger til tiden. Mærsk venter dog, at de største problemer nu er overstået
”Status er, at cirka 14 procent af fakturaerne fra første kvartal ikke er betalt. Problemet er procentuelt set særligt stort for vores it-leverandører”. siger Martin Clausen, chef for juridiske afdeling i Maersk Line, til Version2.
Problemerne er ifølge Version2 opstået under skiftet til en ny it-platform fra den tyske it-leverandør SAP, der leverer økonomistyringssystemer til store virksomheder. Den nye it-platform, SAP R/3 4.7, er ganske enkelt mere kræsen med de data, den fodres med.
”Vores nye system er væsentligt mere sensibelt i forhold til at have alle og korrekte stamdata på leverandørerne”, siger Martin Clausen til magasinet..
”Vi må være ærlige at sige, at vi ikke har forberedt os godt nok og indset, hvad de ændrede krav til stamdata ville betyde. Vi har vidst, at opgaven var der, men har ikke været gode nok til at se, hvad kravene var til data”, siger den juridiske chef.
Ifølge Martin Clausen kulminerede problemerne i februar. Han regner med, at det værste er overstået inden udgangen af marts
”Vi forventer, at vi er mål ved udgangen af denne måned i det store hele. Men vi har respekt nok for den her type problemer til, at vi ikke vil sige, at det er helt overstået endnu”, siger Martin Clausen.
Kilde: Version 2