Maersk Line har succes i Sydamerika
Maersk Line har stor succes på Latinamerika-farterne, hvor mængderne voksede med hele 18 procent i første halvår. Det har fået Maersk Line til at flytte tonnage til disse farter i første halvår.
"Vi har vundet markedsandele i Latinamerika i første halvår. Latinamerika-farterne er kendetegnet ved en stor andel af kølecontainere, hvor vi har en høj markedsandel. Vores globale markedsandel på kølecontainere er omkring 30 pct., og det vil vi satse yderligere på fremover", siger Maersk Lines topchef Eivind Kolding til nyhedsbureauet Direkt.
"Brasilien har været et meget stærkt marked i første halvår. Vores kunder i Brasilien udvider, og vi har meget fokus på at gøre endnu mere i Latinamerika. Chile er et andet spændende land i en stærk udvikling", siger Kolding.
Maersk Lines samlede, globale markedsandel ligger på lige knap 15 procent, og den er med containerchefens ord 'stort set fastholdt' i første halvår.
"Vi justerer hele tiden vores tonnage, og udover Latinamerika er Mellemøsten og intra-Asien interessant at øge eksponeringen imod, mens eksponering mod stillehavsfarterne er knap så interessant i øjeblikket", siger Eivind Kolding.
"Det går rigtig godt for os på intra-Asien-farterne, som er et område i stor vækst. Vi vinder markedsandele, men sidder fortsat kun på omkring 4,5 pct. af intra-Asien-markedet. På sigt skal vores markedsandel på intra-Asien nærme sig vores globale markedsandel", siger Maersk Lines topchef.
Kilde: nordnet.se
