Maersk Line genopliver Sealand
Fra og med 2015 genopliver Maersk Line det gamle navn Sealand som et regionalt feederrederi, der skal dække hele Amerika. Selskabet skal drives ligesom de to andre regionale feederrederier, SeagoLine i Europa, som blev etableret i 2011, og MCC Transport i Asien, der blev etableret i 2009.
”Vi har fundet ud af, at MCC og SeagoLine gør os i stand til at levere en generelt højere kvalitet i vores service til vores kunder. Ved at etablere SeaLand efter den samme model som MCC og SeagoLine kan vi servicere Intra-Amerika-markedet ved at tilbyde en dedikeret service til vores befragtere og som en tredjeparts feederservice for større transportører, der flytter gods ind og ud af denne vigtige region”, siger Vincent Clerc, chief trade and marketing officer i Maersk Line.
Maersk Line mener, at med etableringen af SeaLand vil man være bedre i stand til at opfylde kundernes individuelle behov. SeaLand skal primært servicere det intra-amerikanske marked som en specialist i fragt over kortere distancer, men man vil også sælge plads til containerrederier, der opererer ind og ud af regionen. Forventningen er, at denne feederservice vil udgøre cirka 40-50 procent af den samlede godsmængde.
”MCC i Asien, SeagoLine i Europa og SeaLand i Amerika er meget vigtige regionale rederier i Maersk Line’s portefølje og vil også på længere sigt blive et vigtigt supplement til Maersk Line og Safmarine", siger Vincent Clerc.
Maersk Line opererede frem til 2006 under navnet Maersk Sealand. Navnet stammede fra rederiets køb af det amerikanske containerrederi Sea-Land i 1999.
Kilde: Lloyd’s Loading List