Maersk kontraherer vindinstallationsfartøj
Maersk bekræfter nu, at det har kontraheret sit første vindinstallationsfartøj hos Sembcorp Marine i Singapore. Købet sker via datterselskabet Maersk Supply Service. Første ordre er allerede i hus - installation af havvindmøller i USA.
Grafik: Maersk Supply Service.
Maersk Supply Service har indgået en kontrakt med Empire Offshore Wind, et joint venture mellem Equinor og BP, om installation af de amerikanske havvindmølleparker Empire 1 og 2.
"Ved at underskrive denne kontrakt med Equinor og BP, er vi klar til at investere i Maersk Supply Service's første vindinstallationsfartøj og etablere Maersk Supply Service som en offshore vindmølleinstallatør”, siger Steen S. Karstensen, administrerende direktør i Maersk Supply Service.
”Havvind spiller en stadig vigtigere rolle for Maersk Supply Service - både hvad angår flydende- og bundfaste havvindmøller. Med vores viden om kompleks projektledelse og drift i barske farvande, er Maersk Supply Service’s baggrund og kompetencer godt afstemt med havvindindustrien”, Steen S. Karstensen.
Til at varetage transport og logistik har Maersk Supply Service indgået partnerskab. med Kirby Offshore Wind, et datterselskab af Kirby Corporation, en af USA's største operatører af offshore pramme og bugserfartøjer, som vil levere feeder pram operationer i overensstemmelse med The Jones Act.
Maersk Supply Service har de seneste år udviklet et innovativt koncept til installation af havvindmøller ved at bruge et nyt design til installationsskibe. Det nye design er 30 procent mere effektiv end konventionelle jack-up fartøjer, på grund af fartøjets unikke feeder-egenskaber.
Installationskonceptet kombinerer et nyt Wind Installation Vessel-design med et patenteret lastoverførselssystem, der muliggør sikker overførsel af last. Konceptet vil bruge to nybyggede slæbebåde og pramme til at transportere vindmøllekomponenter ud til installationsstedet, mens vindinstallationsfartøjet selv forbliver på stedet for at udføre successive installationer.
Slæbebådene og prammene vil blive bygget og drevet i USA af Kirby Offshore Wind i overensstemmelse med The Jones Act.
“Den nye feeder-løsning sikrer en mere effektiv installation, hvilket vil bidrage til at bringe omkostningerne til havvind ned. Løsningen er også mindre vejrafhængig, hvilket tillader installation hele året rundt”, siger Jonas Munch Agerskov, Chief Commercial Officer hos Maersk Supply Service.
Dette er Maersk Supply Services første nybygning, der udelukkende er dedikeret til havvindindustrien. Med dette får virksomheden et væsentligt gennembrud i overgangen til at blive en stor entreprenør inden for havvind, en industri, der forventes at vokse betydeligt i de kommende årtier
Vindinstallationsfartøjet vil blive bygget i Singapore af SembCorp Marine, med stålskæringsceremonien fastsat til Q4 2022. Jacksystem, lastoverførselssystemet og kranen leveres af NOV, og designarbejdet er klasset af ABS. Levering af fartøjet til amerikanske farvande forventes i 2025.
Maersk Supply Service og Kirby Offshore Wind undersøger at gøre det muligt for vindinstallationsfartøj, slæbebåde og pramme at operere på klimaneutrale brændstoffer.
Redaktionen
