Maersk Drilling modtager ny jackuprig
Det singaporeanske værft Keppel har leveret den tredje af fire nye, avancerede jackups til Maersk Drilling. Ved en sammenkomst på værftet tirsdag, blev den nye borerig navngivet Maersk Resolve.
"Vi er meget tilfredse med den høje kvalitet, som kendetegner den serie af jackups vi er ved at få bygget her på Keppel", sagde Claus V. Hemmingsen, CEO for Maersk Drilling og Maersk FPSO.
"Maersk Resolve vil yderligere styrke Maersk Drilling's position på markedet, som den førende udbyder af borerigs", sagde Hemmingsen.
Den nye jackup kan arbejde på vanddybder på op til 350 fod, og kan bore dybe, høj temperatur / højt tryk brønde på 30.000 fod.
Den første rig i serien, Maersk Resilient, blev leveret i februar 2008 og arbejder i dag for Dubai Petroleum ud for Dubais kyst. Den anden rig, Maersk Resolute, blev leveret i august 2008 og arbejder på en treårig kontrakt med Dong Energy i den danske del af Nordsøen.
Maersk Resolve forlader værftet den 3. februar med kurs mod Nordsøen, hvor der venter en toårig kontrakt med Maersk Oil, med mulighed for en forlængelse på endnu et år.
Den fjerde og sidste rig i serien ventes at blive leveret fra værftet i 2. kvartal af i år.
Kilde: Keppel