Mærsk betaler 26,2 milliarder kroner i skat
A.P. Møller-Mærsk er træt af, at der i pressen gentagne gange er bragt forkerte tal for, hvor meget Gruppen betaler i skat. Derfor har Mærsk nu taget det usædvanlige skridt at udsende en pressemeddelelse der opregner, hvor meget Gruppen betaler i skat.
Af meddelelsen fremgår det, at Mærsk på globalt plan i 2010 betalte 26,2 milliarder kroner i skat, hvilket svarer til ca. 48 procent af resultatet før skat.
I Danmark betalte Mærsk 9,5 milliarder kroner i skat - 6,6 milliarder kroner i kulbrinteskat og 2,9 milliarder kroner i selskabsskat. Skattebetalingen i Danmark udgør 35 procent af Gruppens samlede skattebetaling.
”Som global virksomhed driver A.P. Møller - Mærsk forretning i mere end 140 lande, og følger reglerne for skattebetaling i de lande, hvor vi gør forretning. Over en tredjedel af vores samlede skattebetaling i 2010 tilfaldt den danske stat”, siger Jesper Cramon, regnskabsdirektør i A.P. Møller - Mærsk.
Kilde: A.P. Møller – Mærsk