Lunde Larsen færdig som fiskeriminister
Fiskeriområdet blev mandag overført fra Miljø- og Fødevareministeriet - og dermed Esben Lunde Larsen - til minister for ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann, der dermed nu tillige er fiskeriminister. Samtidig etableres der en selvstændig fiskeristyrelse under Udenrigsministeriet.
"For det første har det vist sig, at forvaltningen af de såkaldt omsættelige fiskekvoter igennem en årrække ikke har været tilfredsstillende, og det er jeg nødt til at tage bestik af", siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Kritikken vil fremgå af en beretning fra Rigsrevisionen om indførelsen af omsættelige kvoter i dansk fiskeri, der offentliggøres om kort tid.
"For det andet er fiskeribranchen stærkt udfordret af Brexit, fordi den lander store mængder fisk i britisk farvand. Med ressortændringen får vi et større fokus på at styrke de internationale alliancer, der sikrer, at hele rigsfællesskabet kommer så stærkt ud på den anden side som muligt", siger Lars Løkke Rasmussen.
"Endelig håber jeg, at vi nu kan genstarte samarbejdet om reguleringen af dansk fiskeri med Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, der i den seneste tid ikke har været tilstrækkeligt tillidsfuldt. Med ressortændringen tror jeg på, at vi får maksimal politisk fokus på at bringe administrationen af fiskekvoter i orden, og på at varetage interesserne for dette vigtige erhverv effektivt”.
Fiskeriområdet, herunder EU-samarbejdet om fiskeripolitikken, håndteres departementalt i Udenrigsministeriet. Stillingen som direktør i den nye styrelse vil blive slået op.
Redaktionen