Lock-outramt fiskeudsætning reddet
De lock-outramte fisk fra produktionsskolen i Elsesminde er nu reddet. En lærer har fået lov til at hjælpe med at sætte 600.000 smålaks ud i de fynske åer. Lakseynglen skal sættes ud, mens fiskene er tilstrækkelig små, ellers kan de ikke overleve ud i den vilde natur.
”Vi vil ikke risikere, at der sker noget med fiskene, fordi der ikke er tilstrækkelig faglig viden. Så vi har undtaget en til at bistå med opgaven. Hun har ansvaret for fiskene til daglig, så med hendes bistand er der ingen tvivl om, at opgaven kan løses”, siger Hanne Pontoppidan, Uddannelsesforbundet.
Lock-outen betød oprindelig, at de tre lærere, der skulle stå for at sætte de 600.000 laks ud, ikke kunne passe deres arbejde. Lærernes organisation har hidtil sagt nej til at give tre ansvarlige lærere dispensation, selvom Moderniseringsstyrelsen har sagt god for det. Lærerorganisationen mente, at opgaven kunne klares af andre udefra.
Nu har én af lærerne altså fået lov til at overvåge, at fiskene bliver sat ud i åerne på forsvarlig vis. Det er skolens lærlinge og en række frivillige, der foretager selv udsætningen.
Kilde: dr.dk/P4/Fyn