Lettere dansk adgang til udenlandsk flag
Danske rederier får fremover nemmere ved at købe og eje skibe, selvom skibene er registreret i et udenlandsk skibsregister. Det er følgerne af den praksis, som vil blive anlagt vedrørende de nye skibsregistreringsregler.
Rederierne slipper af med en administrativ byrde, når de køber skibe, der skal drives under udenlandsk flag. Omvendt er det et krav, at rederierne driver skibene fra Danmark, hvilket er med til at
fastholde arbejdspladser og omsætning herhjemme.
"Gode
og fleksible rammevilkår for både danske og udenlandske rederier, der driver skibe fra Danmark, er afgørende for, at Danmark fortsat kan fastholde og udvikle sin betydning som førende søfartsnation og dermed skabe vækst i Danmark. Med den seneste modernisering af reglerne er adgangen for udenlandske rederier til at etablere sig og drive skibe fra Danmark blevet mere enkel”, siger advokat Stinne Taiger Ivø, Danmarks Rederiforening
”I tillæg hertil er danske rederier på baggrund af den administrative praksis omkring de nye regler sikret en god fleksibilitet omkring planlægning af ejerskabet. Det er vi meget tilfredse med”, siger Stinne Taiger Ivø.
På det tidspunkt, hvor et rederi køber et skib, ved rederiet ofte, om skibet skal drives under dansk eller udenlandsk flag. Rederiforeningen har derfor siden lovændringernes vedtagelse arbejdet på en løsning, hvor rederier, som køber skibe, der enten skal optages eller fortsat ønskes optaget under udenlandsk flag, vil kunne lade sådanne skibe optage i det pågældende register uden først at skulle registrere det i dansk register.
De nye regler trådte i kraft 1. oktober 2013 og er en del af initiativerne i regeringens vækstplan for Det Blå Danmark.
Kilde: Danmarks Rederiforening